Ida Christine Busterud- Zimbabwe

Følgende rejse rapport er skrevet af en GoXplore deltager fra et andet land og er automatisk oversat. Teksten kan derfor lyde lidt anderledes end normalt.

Zimbabwe- Løveavl - Himlen på jorden!!

2012 skulle blive året, hvor jeg tog en chance og ville gøre noget helt ud over det sædvanlige! Turen gik til Zimbabwe og Antelope park, hvor jeg skulle bruge 4 uger på Medical & Lion programmet. Ikke vidste jeg i starten, at dette ville være den bedste måned i mit liv indtil videre. Jeg, der troede, at fire uger ville være lidt lang tid...

Jeg og min kusine landede i en noget lurvet "lufthavn" (mere som et skur) i Bulawayo i begyndelsen af januar. Træt efter en lang rejse, men meget spændt på alt, hvad der lå forude. Vi blev her mødt af en flink chauffør, som skulle køre os til Antelope Park, og der var tre andre søde norske piger, der skulle samme sted. Efter 3 timers kørsel ankom vi endelig til parken, OG sikke en skøn følelse! Selvom du havde set billeder, var virkeligheden meget, meget bedre! Vi blev straks hilst varmt velkommen af en dejlig vol koordinator og introduceret omkring og for de andre frivillige. Jeg var overrasket over hvor mange nordmænd der var der (godt gået x-plore :)), hvilket var meget rart, og det var også dejligt at møde alle de andre fra hele verden! Man var måske bange for at være ny på sådan et sted, men man falder hurtigt til rette, og alle bliver en stor hyggelig gruppe. Uanset alder, land, sprog!!

I Antelope park føler du, at du bor i en perfekt lille boble. Vi stod op kl 06.00 om morgenen, gik en tur med ungerne (de yngste løver), spiste derefter morgenmad, inden der var andre forskellige opgaver på dagsordenen. Det kan være opgaver som at rense løvernes bure (gødning, madrester), skære kød op, skovle hestegødning, lave hestemad, ride på heste/elefanter, male hegn, researche med løverne i etape 2 osv. Som en regel sluttede dagen med endnu en tur med ungerne eller man fulgte elefanterne tilbage til det sted, hvor de stod om natten. Du arbejder fra 06.30 til 18.00 om aftenen. Med en to-timers frokost midt på dagen. Selvom ikke alle opgaverne var lige sjove, syntes jeg aldrig, det var kedeligt. Det var det, der skulle gøres for at holde parken kørende, og alle frivillige viste stor indsats og samarbejde. Med godt humør bliver alt godt! Og de kalder det arbejde, men det er egentlig bare sjovt!

Siden jeg blev tilmeldt læge- og løveprogrammet, kom jeg ud af den dejlige lille parkboble hver uge, mandag til fredag, og se, hvordan det omgivende samfund fungerede. Hver morgen klokken 08.00 blev jeg kørt ind til byen, Gweru, hvor der var to forskellige klinikker, som jeg skiftede til. Her var jeg indtil frokosttid.

I Norge arbejder jeg som sygeplejerske på Oslo Universitetshospital, og hvilken kontrast er det i forhold til sundhedsvæsenet i Zimbabwe. Små penge, lurvede værelser, senge, vinduer, toiletter, der nogle gange ikke havde vand... ja, man kunne blive ved med at opremse forskellene. Samtidig klagede sygeplejerskerne og de andre plejere, jeg mødte der, ikke over noget. Sådan var det, og de fik virkelig det bedste ud af det!

Min første vagt på klinikken var en nattevagt med to andre norske frivillige. Her kunne jeg overvære mine to første fødsler. I mørket, med kun et stearinlys, skulle den første kvinde føde, strømmen kom og gik, som den ville, og klinikken havde ingen lommelygter af nogen art. Heldigvis havde vi frivillige fakler med, så vi kunne tænde lidt op for jordemoderen. Og på grund af dette kunne hun se, at navlestrengen sad rundt om barnets hals og skar den hurtigt over. Hvad der ville være sket, hvis vi ikke havde været der uden lys vides ikke, men sandsynligheden er stor for, at den lille babypige ikke ville have overlevet, fordi sygeplejersken ville have kunnet se den i mørket. Dette inspirerede, så vi startede en lille samling af pandelamper/lommelygter blandt de frivillige. Og da jeg var rejst, havde vi modtaget mange mange. Det er ikke altid, du skal gøre så meget, men de små ting gør en stor forskel!

Ellers kunne jeg på klinikken deltage i konsultationer af patienter med hiv/aids, kontrol af babyer fra en uge og opefter, undersøgelser af gravide og fødende, vaccinationer af børn, dosering af tabletter givet/sælges til patienter og noget journalføring. Hver torsdag var der hjemmebesøg på en af klinikkerne. Så skulle jeg og de andre på lægeuddannelsen ud og besøge patienten derhjemme (som hjemmesygeplejen her i Norge). Vi gik rundt med to sygeplejersker fra klinikken, fik en lille rundvisning i området samtidig med, at vi kom helt tæt på lokalbefolkningen og deres hjem.

Du har hørt det før, men jeg siger det igen: At bo i Norge er som at vinde i lotto!

Hver lørdag skulle vi ind til byen og besøge to børnehjem. Vi frivillige samlede penge ind og købte alt, hvad de skulle bruge for en uge - mad, eventuelt tøj osv. Igen er det helt utroligt at se glæden ved at give, og hvor lidt der skal til for at hjælpe en masse. Hvad der er mere utroligt er at se, hvor lidt glæder der er brug for for disse børn. Åbenheden og glæden, bare at vi kommer. De stråler på dig med åbne arme. Intet som de dejlige smil og blikke, de kram du får!

En søndag blev der arrangeret en såkaldt Scudday. Her kom vi til at leve som de lokale for en dag. Det ville betyde, at mændene sad i skyggen og drak øl/scud. Kvinderne passede børnene, lavede mad, fandt brænde til bålet, tog opvasken. Det lyder måske uretfærdigt (og det er det), men en meget sjov dag og oplevelse. Masser af afrikanske trommer og dans hele dagen, og det er det, jeg husker bedst. Afrikanere kan virkelig danse, og vi stive nordmænd har meget at lære!

Udover arbejdet blev der arrangeret mange sociale fester og "lære hinanden at kende"/afskedsfester/ture. Bål i bushen ved solnedgang, med løven brølende lige ved siden af er et minde, jeg aldrig vil glemme! Pubquiz hvor alle frivillige deltog, fødselsdagsfester, polocrosskampe (hvor frivillige deltog og spillede sammen med medarbejdere) med alle frivillige som tilskuere, stille aftener med en øl eller vin ved bålpladsen i Parken. Alle er gode minder, som jeg aldrig vil glemme. Det er det samme med alle de vidunderlige mennesker, jeg har mødt. Det var altid trist, når nogle frivillige tog afsted, men der kom altid nogle dejlige nye mennesker.

Da det pludselig en dag var vores tur til at rejse hjem, kunne jeg ikke tro, at fire uger kunne gå så hurtigt. Samtidig virkede det som om jeg havde levet et helt liv der! Og det var en hård opgave at skulle sige farvel til personalet, guiderne, alle de fine medarbejdere. Tårerne var umulige at holde tilbage! Men jeg har bestemt mig. Dette var min første gang der, men ikke min sidste! Antilope park er uden tvivl et sted alle bør rejse til. Begge pga løverne, gåturene med løverne, hesten, der rider i bushen, elefanten, der rider under fuldmånen. Men også fordi alle de nye vidunderlige mennesker og venner, du vil møde og få! Mange tak til X-plore, der fik dette til at ske for os :)

Rejse beretning fra 2012 (Oversat)

Vil du prøve noget lignede?! Denne rejserapport er fra Lions, Rhinos & Elephants.