Uden tvivl det bedste jeg har gjort i 22 år

Følgende rejse rapport er skrevet af en GoXplore deltager fra et andet land og er automatisk oversat. Teksten kan derfor lyde lidt anderledes end normalt.

Ugen før jeg tog afsted var jeg som en ustabil følelsesmæssig rutsjebane. Sådan føltes det i hvert fald.

I løbet af cirka en måned fik jeg en idé, bestilte en rejse, sagde op fra et fast job, som jeg elsker, og underskrev en kontrakt om at leje min lejlighed ud. Shit. Så ramte det mig. Hvad hvis jeg ikke kan lide det? Hvordan pakker jeg i otte uger i en rygsæk? Er otte uger for lang tid? Var det dog ikke meget dyrt? Hvad hvis jeg ikke kan finde et job, når jeg kommer hjem? Spørgsmålene stoppede aldrig, og jeg ringede nok til mor mindst to gange om dagen og snakkede, spurgte, græd og bekymrede mig om alt!

Dagen kom, og jeg steg på flyet, der tog mig 15 timer væk. Til Zimbabwe i Afrika. I lufthavnen vinkede en fyr med et stort smil, og vi (mig og to andre) hoppede glade ind i hans bil. Jeg kan huske Linnea spurgte mig "ved du, hvor lang tid der går, før vi ankommer", og jeg svarede omkring en time. Syv timer senere uden det mindste tegn på, at vi var ankommet, begyndte jeg at spekulere på, hvorfor jeg tog et fly til Zimbabwe og satte mig i en fremmed persons bil? Havde han overhovedet et skilt eller et andet mærke, der viste, at han var fra Antelope Park? Jeg kunne ikke huske det. Efter endnu en time ankom vi endelig og al angst forsvandt på få sekunder. Efter et stykke tid lærte jeg, at det her kaldes Afrika-tid, og det er noget, jeg er kommet til både at elske og hade, haha.

I dag er det 11 dage siden, jeg forlod Zimbabwe, og jeg kan uden tvivl sige, at det var det absolut bedste (og værste) jeg nogensinde har gjort i mine 22 år. Mine otte uger (fire med løverne og fire med Fællesskabet) var helt rigtige og hver en øre værd, jeg brugte.

At starte hver morgen med en gåtur med løverne eller elefanterne før morgenmaden var magisk. At kunne hjælpe i det daglige arbejde som at reparere vejene, gøre rent eller lede efter fælder fik en til at forstå, at man virkelig gjorde noget nyttigt. At møde og tilbringe tid med alle de skønne børn i skolerne og se, hvor villige de var til at lære, var rørende. At komme til at være sammen med og lære de unge mennesker at kende, der bor på gaden, var noget af det sværeste, men også det sværeste at sige farvel til. Udover det fik jeg også oplevet at lære at håndtere en hest (selvom jeg græd mindst fire gange), sove på høballer under stjernerne, se Viktoria Fallen, være indlagt to gange og blive udnævnt til hospitalshopper, spore næsehorn. i bushen, hjælpe på et hospital, aflægge hjemmebesøg, fejre påske i kirken, holde en python (græder allerede dengang haha), fik diplom for at spise en larve og meget meget mere.

•••••••••••••

En dag havde vi flyttet omkring 300 høballer og 130 cementsække, før frokost(!!) og to dage mere i samme uge løftede vi omkring 3000 mursten. På den sidste dag havde jeg besluttet at tage det roligt, da jeg følte min håndledsskade tidligere, men jeg tog hurtigt den beslutning tilbage. Fem tolv-årige drenge kom løbende barfodet gennem skoven for at hjælpe. De løftede og smed mursten ind i varmen uden at klage og så kunne jeg ikke få mig selv til at brokke mig mere.

••••••••••••••

Jeg kunne nok skrive i det uendelige om min rejse til Afrika, men jeg stopper her og opfordrer i stedet jer, der læser dette og tænker på denne eller en lignende rejse, til at GØR DET. Tøv ikke. Du kommer sikkert til at grine og græde meget, men sådan er det at opleve og lære andre lande og kulturer at kende. Du får både minder og venner for livet!

Malin Videgård

Rejse beretning fra 2017 (Oversat)

Vil du prøve noget lignede?! Denne rejserapport er fra Kids & Lions.