Eva & Christina arbejdede med løver i Afrika

Følgende rejse rapport er skrevet af en GoXplore deltager fra et andet land og er automatisk oversat. Teksten kan derfor lyde lidt anderledes end normalt.

Den 15. marts 2014 gik en drøm i opfyldelse for os begge søstre. I mange år havde vi talt om det her, men aldrig rigtig nået det. Familie, børn, arbejde, ja livet, gjorde, at det ikke skete. Men i sommeren 2013 besluttede vi os. NU skal det ske. Frivilligt arbejde med løver i Afrika. Vi fandt "vores" projekt hos GoXplore. At gå med løver, sikke en god idé.

Vi rejste til Afrika med store forhåbninger, og de blev bestemt ikke skuffede. Det første møde med Afrika var ganske vist ikke det bedste, Zimbabwes veje er ikke for sarte sjæle. Men da vi ankom til Løveavl, ventede fire uforglemmelige uger på os.

Efter at have fundet os til rette i lokalet, som vi delte, mødte vi alle de frivillige og personalet i de forskellige projekter. Mødet, der blev holdt hver aften med alle, var en ny oplevelse. Alle fik tildelt deres opgaver. Der var mulighed for spørgsmål og kommentarer, nye frivillige præsenterede sig og plads til en masse grin. Den meget vigtige "tavle" blev gennemgået. Der var ALT.

Den første uge begyndte, den også kendt som introduktionsugen. Det var meget intensivt med træning i alt muligt. Der var forskellige pas, som omfattede løvevandringer, elefantridning, zimbabwisk kultur og skikke, sproget, planter og dyr i bushen (f.eks. alle slangerne i slangehuset) osv. Fra tidlig morgen til middag kl. 19.00 havde vi travlt. Intens men utrolig sjov og spændende.

Maden, denne vigtige detalje. En fantastisk restaurant med morgenbuffet (der var virkelig alt, hvad man kunne ønske sig). Frokost med mindst to retter og middag med suppe, mindst to retter
og altid dessert. Der var vidunderlige Sheila med verdens største smil og et venligt ord til alle, og maden var altid lækker.

At gå med løverne morgen og aften var en fantastisk oplevelse. Dan, løvens projektleder, havde en meget god og givende lektion i, hvordan man gør det. Nogle af os blev lidt bange, da man indså, hvor nemt det kan gå galt. Løver ser os som en del af flokken, og det betyder naturligvis, at de nogle gange gerne vil spille og nogle gange forsøger at klatre i graderne. De kan skade os, hvis du er uheldig. Derfor er der regler, som altid skal følges.

• Løb ikke
• Gå ikke i panik
• Vær altid opmærksom

Disse tre regler gælder ikke kun, når du dater en løve. Elefanter, slanger, næsehorn, ja alle dyr (vilde og tamme).

Den første uge betød en masse nye oplevelser for os, blandt andet elefantridning i bushen (en skøn følelse), men også noget af det værste, vi har været igennem. Snarefejning. I omkring tre timer gik vi under den brændende afrikanske sol i bushen og ledte efter snarer. Som de fleste ved, er en af de største trusler mod Afrikas dyr alle krybskytter. Så opgaven var vigtig, men ekstremt svær. Da vi kom tilbage til lejren, var vi begge fri. Vi så nok ud til at falde sammen, men vand og hvile fik os på fode igen til aftenens løvevandring.

Arbejde og træning mandag til lørdag fra 6.30 til 18.30. 21.00 sov vi godt. Nogle af de andre frivillige havde lidt senere aftenvaner, men så var de også 30 år yngre. Vi i den "gamle" garde gik ret tidligt på pension, men et øjeblik i baren med en sodavand eller en øl, sammen med andre frivillige, opstod nok en del aftener.

Søndag var en fridag for os i løveprojektet. Sol og svøm ved poolen, restitution efter alle ugens strabadser og oplevelser. Gå en tur rundt i lejren, få en massage eller få lavet dine negle. Søndag var altid en "luksus" dag, hvor vi alle nød ferien.

Uge to begyndte med en udflugt til en nærliggende nationalpark. Tilstødende er måske det forkerte ord. På Zimbabwes veje var turen dertil ret lang, cirka 4,5 time. Men det er hvert et minut værd. Vi var en gruppe på 8 frivillige, der gik ud for at spore næsehorn til fods!

Vores guide gennemgik alle reglerne (som altid er de samme). Løb ikke, gå ikke i panik, vær altid opmærksom. Så gik vi ud i den brændende sol. Efter et stykke tid ankom vi til et bjerg, hvor vi skulle op for at spejde efter næsehornene. Guiden "løb" op. Min søster og jeg var bagud og besluttede halvvejs at stoppe. Vi slog os ned på en kampesten med en fantastisk udsigt over bushen. Men vi så ingen næsehorn. Så hørte vi en mærkelig lyd. Som om en hest snøftede. Vi kiggede på hinanden og sagde: Kan det være et næsehorn? Så besluttede vi, at næsehorn ikke kan klatre på sten, så vi blev liggende. Da guiden og de andre kom ned fra toppen igen, spurgte de, om vi havde set eller hørt noget. Vi talte om snorken, eller hvad det nu var. Så grinede guiden og sagde, at der er to næsehorn 100 meter fra, hvor vi sidder. Vi gik tilbage til jordoverfladen, og der var de. Mor og datter. Gigantisk. Guiden fik os til at posere foran næsehornene, så alt var bevaret på billeder. Men for mit eget vedkommende var det på rystende ben, jeg stod foran disse kolosser. Et stykke tid efter så vi også yderligere fire voksne næsehorn, der havde slået sig ned for at hvile sig i skyggen. Hvilken velsignelse at opleve disse fantastiske dyr i det fri. Hvor føler du dig lille!

Da vi var tilbage i lejren, fik vi at vide, at det er ret sjældent at nå at se disse kæmper, og at vi må have været ekstremt heldige at finde 6 af dem. Uge to og tre går med opgaver som at lave løvelegetøj, rense løveindhegningen, skære kød, gå løver og elefanter (men ikke sammen), ordne veje og hegn.

Der var også rideture i bushen med Antilopeparkens heste. Det var også fantastiske eventyr. Det skyldes, at man kommer utrolig tæt på de vilde dyr med hestene. En giraf er kæmpestor, når man er 4 meter væk fra den. Vi kom også tæt på de generte zebraer, for ikke at tale om impalaer og gnuer. For os begge, der har redet hele livet, var selve turen måske ikke det store eventyr. Men for nogle andre, som aldrig havde siddet på en hest før, var det et dobbelt eventyr. For slet ikke at tale om træningsømheden nogle fik bagefter.

Et par gange havde vi mulighed for at følge dem ud i "etape to" indhegningen. Der er en flok løver med Milo, den store han, som leder. Disse løver lever i et meget stort indhegning, hvor de jager for sig selv.
Løverne kommer fra yngle inde i Antelope Park og er blevet sluppet fri for at yngle. Deres unger er de løver, der kan slippes ud i naturen. Når du går her, gør du det i selskab med Tory, som arbejder på at dokumentere og forske i løverne i frihed. Meget interessant og lærerigt, spændende når løverne er en meter væk fra dig (man sidder i et bur på fladbedet). Men også skummende, varmt og nogle gange finder man ingen løver.

Uge to var også ugen, hvor søsteren kom med på børnehjemmet og Drop in Center for første gang. Om lørdagen havde vi "løve"-folk mulighed for at komme med og se og lære om de kommunale projekter, hvor frivillige hjælper til på skoler, lægeklinikker, børnehjem osv. Jeg kunne ikke selv komme med, da min ryg kollapsede pga. alt. de ujævne veje.

Søsteren kom tilbage, helt taget. Fantastiske mennesker, som trods alle vanskelighederne var varme og havde let til grin. Men behovene er så mange. Vi besluttede at gå tilbage ugen efter, da min ryg forhåbentlig var bedre.

Uge tre ankom Alan. En frivillig fra Skotland, som har været i Antelope Park mange gange. En ildsjæl, der gør alt for at hjælpe Gwerus børn. Sammen med ham brainstormede vi en masse forslag til, hvad der kunne gøres. For eksempel lavede vi tegninger af en le, som de selv kunne fremstille. Vi havde set, hvordan de kradsede græs til dyrene med en lille kniv på et langt skaft. Det havde vi også selv prøvet, da vi arbejdede på at gøre en overflade farbar ved Antelope Park. Det tog meget lang tid og var meget svært. Liar var aldrig blevet set i Gweru.

En anden idé var, at vi frivillige, når vi kom hjem, ville samle penge ind til det nye børnehjem. Jord var blevet doneret af Antelope Park, fundamentet til husene bygget af frivillige fra Australien. I området var der også hønsehuse, til hønseopdræt og meget jord er til rådighed til dyrkning. Men det manglede, der mangler som sædvanlig penge. Der skal vand til for at plante og selvfølgelig for at kunne leve der. Personale til at tage sig af børnene og selvfølgelig materialer til at færdigbygge husene.

Vi startede "Champions for Children" på stedet i frivilligrummet. Samlede de frivillige der var interesserede og fortalte om vores planer. De fleste af dem ville være med, så vi besluttede at starte indsamlingen, så snart vi kom hjem. Det er også sket, og vi sendte de første penge ned til installation af rørsystemer i midten af juni.

Lørdag uge tre tilbragte vi først med børnene i Gweru, derefter på polocrossbanen. Polocross er en sport, stor i Zimbabwe og et par andre lande, der spilles på hesteryg. Spillet er lidt ligesom hestepolo, men man bruger et net i stedet for en kølle og en frygtelig masse mærkelige regler. Men det var sjovt at se. Søndag var vi inviteret til en kirke i Gweru. Vi begge søstre er ikke de mest religiøse, men det var en vidunderlig oplevelse. Sang og musik, dans og ekstremt varme og venlige mennesker. Vi forstod ikke meget, fordi alt blev sagt på Shona (sproget, der tales i denne del af Zimbabwe), men i det mindste genkendte vi nogle sange.

Uge fire. Nu begyndte det at samle sig til hjemrejsen. Det bragte også regn og kulde til Antelope Park. Vi skulle bruge alt det tøj, vi skulle undgå at fryse. Uge fire (eller den sidste uge) er også den uge, hvor du kan ønske dig, hvad du vil. Der var mange elefanter for dem selv, mens søsteren gik til børnene i Gweru. Lang tur med hestene, elefanttur, løvefodring og fase to forskning var nogle af de aktiviteter, vi valgte.

I løbet af ugerne havde vi sagt farvel til mange frivillige, når de skulle hjem eller videre til andre projekter. Nu var det vores tur til at gå. Efter at have sagt farvel til alle de fantastiske mennesker i Antelope Park, gået en sidste løvevandring og pakket vores kufferter, valgte vi at tage bus fra Gweru til Harare. Betydeligt mere behageligt og et tip til fremtidige frivillige. Det kostede ikke meget, men var hver en øre værd. Eventyret var slut, men gav mere smag.

Vi kommer tilbage!

Eva Johansson og Christina Larsson

Læs mere om Lions & Elephants

Rejse beretning fra 2014 (Oversat)

Vil du prøve noget lignede?! Denne rejserapport er fra Lions, Rhinos & Elephants.