De bedste to måneder i mit liv

Zambia, Livingstone 7. juli. Jeg lander i lufthavnen i Livingstone, jeg sammen med 24 andre frivillige fra hele verden ankommer denne dag. Jeg tror, at alle er lige så spændte, som jeg er, men vi bliver budt velkommen og taget til det, der bliver vores nye hjem i et stykke tid, for mig bliver det mit hjem i to måneder. Det var fantastisk at komme til Zambia, og i slutningen af mit ophold var det, som om jeg var hjemme, i det mindste føltes det sådan.

Projektet jeg havde valgt var deres sundhedsprojekt, jeg valgte dette da jeg er uddannet sygeplejerske og søgte nye erfaringer, derudover ville jeg se med egne øjne hvordan de fungerer og hvilke udfordringer de har i et udviklingsland. Du behøver ikke have meget erfaring med sundhed, hvis du vil arbejde med dette projekt. Den første dag får du en grundig introduktion om dine opgaver, de tiltag vi tager og de mest almindelige sygdomme i Zambia. Derudover har du altid en fra African Impact med på projekterne. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bringe oplevelser fra to måneder frem i en rejsebeskrivelse, men jeg vil forsøge at få det frem, der har været de stærkeste og mest mindeværdige oplevelser for mig. For det er stærkt at arbejde på et sundhedsprojekt i Zambia.

Jeg lærte klinikkerne omkring Livingstone godt at kende, her hjalp og tog vi imod de patienter, der kom og tog deres blodtryk, puls, temperatur, højde og vægt. Min rekord var 124 patienter på to timer. På nogle klinikker foretog vi også malariatest og fik lov til at deltage i HIV-test. I øvrigt er 1 ud af 3 personer i Livingstone hiv-positive. Mange af klinikkerne er underbemandede, så de har et stort behov for, at vi er der for at hjælpe. Vi hjælper også i laboratorier og "under 5-klinikken". Når du hører "under 5 klinik" kan du tænke på 40-50 super søde børn under fem år, som du skal veje for at holde styr på et eventuelt vægttab, du kan også tænke på mødrenes latter, når vi febrilsk forsøger at kalde børnene op med en kunstig, og måske knap så vellykket, zambisk accent. Heldigvis blev det bedre med tiden.

Udover alle de klinikker vi besøgte, var en del af projektet også "hjemmebaseret pleje", hvor vi fik tildelt et område og patienter at besøge. Dette var mit yndlingsprojekt. Du kan forestille dig at gå rundt i en by i Zambia, besøge folk i deres hjem, gå fra hus til hus og hjælpe folk, der af forskellige årsager ikke kan komme på klinikken, eller som ikke behøver at gå på klinikken, fordi du kom til dem. Du møder mennesker, der er hiv-positive, har tuberkulose, mennesker, der har fået et slagtilfælde, du møder mange børn med udviklingshæmning, du renser sår, giver medicin, giver råd og er et medmenneske. Man tror måske nogle gange, at man giver lidt, men for disse mennesker er det stadig meget, og de er så utrolig taknemmelige.

Deres taknemmelighed er noget, vi alle skal lære af. Et par plaster og en bandage er meget værd i Zambia, og glæden i børnenes ansigter, når man tager vitaminbjørne frem, er uforglemmelig.

Der er også et plejehjem i Livingstone, som vi er så heldige at besøge, og de er heldige at have os der. For de har ikke meget. Vi henviser dem til klinikken, når de har brug for det, og følger dem op, når de har været der. Med vand blandet med sukker og salt har vi "livets vand", som de kalder det, vi hjælper med at servere morgenmad og pleje sår. Og jeg tror, at de dage, vi er der, er ugens højdepunkt for mange. Udover morgenprojektet er vi der også om eftermiddagen, hvor vi spiller uno, bingo, husker og trækker. Vi har også bøger med, som de kan læse eller bare se på billeder. De små ting, som vi tager for givet, bliver vigtige i Zambia.

Desværre er der stadig meget stigmatisering og skam, når det kommer til hiv i landet. Der er mange mennesker, der har brug for uddannelse og støtte for at kunne klare sygdommen og leve med den bedst muligt. Som frivillige på sundhedsprojektet holder vi derfor foredrag om emnet, både på skoler, universiteter og i fængslet i Livingstone. Alle der deltager på kurset er utroligt engagerede og lærevillige, de stiller mange spørgsmål undervejs. Disse forløb er utrolig vigtige, både for at begrænse stigmatiseringen og for at få patienterne til at forstå vigtigheden af at tage medicin resten af livet, fordi mange holder op med at tage medicin. På min sidste dag på projekter var jeg så heldig at komme i fængslet for at uddele eksamensbeviser til dem, der havde bestået eksamen. Vi var utrolig spændte og måske lidt nervøse på forhånd, men vi mødte utroligt mange søde mennesker, både mænd og kvinder, i forskellige faser af livet. Vi medbragte saft, boller og marmelade, så de der havde deltaget skulle få en lille fest, og jeg glemmer aldrig den glæde, de viste, da de fik overrakt diplomet. De viser meget glæde i Zambia, og denne glæde smitter af på alle, der er så heldige at besøge landet.

I to måneder har jeg hjulpet mennesker både i begyndelsen og i slutningen af deres liv, mennesker i glæde og mennesker i sorg. Jeg har givet meget af mig selv, men det, jeg står tilbage med, er, at jeg også har fået utroligt meget tilbage.

Livingstone har også utroligt mange spændende ting at byde på, og weekenderne blev brugt på bungeejump, white water rafting, safari i Botswana, gåture med løver og geoparder og ridning på elefanter ved makuni big 5, gåsafari i mosi-o-tunya nationalpark , flodkrydstogter ved Zambezi og sidst men ikke mindst fik jeg set de mægtige Victoria Falls fra både Zambia og Zimbabwe.

1. september forlader jeg Livingstone og Zambia. Jeg står tilbage med så mange oplevelser, som jeg aldrig kunne have drømt om. Jeg har fået venner for livet, jeg har grædt, og jeg har grinet, og jeg har oplevet følelsen af at føle mig hjemme i et fremmed land. Jeg har haft de bedste to måneder i mit liv, og jeg længes efter at komme tilbage hver dag. Tusind tak til African Impact og GoXplore for alt, hvad jeg har kunnet opleve og alle de skønne mennesker, jeg har fået lov at møde. "

- Katja