Emma hos Kids & Lions

Det er Emma Dahlgren, der var hos Kids & Lions i Zimbabwe i begyndelsen af året. Jeg har ikke skrevet siden jeg kom hjem, og hey, det skal jeg. Jeg rejste med en organisation bagefter, og blev syg der med borreliose og måtte rejse tidligt hjem. Derfor har det været stille fra min side, men nu. Først og fremmest må jeg sige, at dette næppe kan udtrykkes med ord. Jeg har haft mit livs rejse og er så utrolig taknemmelig for alt, hvad jeg har kunnet opleve og gøre. Følelsen af at møde løverne og tage på Løvevandring. Så der er ingen ord. Jeg fik venner for livet og græd i timer efter timer efter timer, når vi gik fra hinanden. At komme til at arbejde med gadebørn, disse fantastiske mennesker, der er kommet og blevet mine forbilleder nu og for altid. De har ingenting, men vælger at være så glade og taknemmelige for det, der er inden for rækkevidde. At fokusere på de glade øjeblikke i stedet for det, der ikke er, hvad det burde være.

Den del, der var relateret til børnene, var også fuldstændig ubeskrivelig. Vi arbejdede med børn i forskellige situationer. Underviste nogle gange i en specialklasse med 10-årige børn, der havde det sværere i skolen end den "normale elev". Så tålmodig! Andre dage var vi i børnehave, eller på en skole for "handicappede børn". For disse børn handlede dagene om at lære at gå på toilettet på egen hånd, eller klare at spise selv. Stedet manglede strøm så maden blev tilberedt over bål, og stedet hvor maden blev serveret havde stole til 10 elever. 42 elever spiste mad derinde på samme tid. De børn, vi tilbragte mest tid med, var dog gadebørn, og det var også det mest givende. Helt fantastiske børn, der er ingen ord til at beskrive det. Disse mødte vi på "Drop-In", et center, hvor børnene kunne møde os i hverdagene. Her hang vi ud, og lavede frokost til drengene. Vi fik også at se, hvor de boede, hvilket bogstaveligt talt ligger nede på gaden. Babyer kravlede rundt i mudderet, som var blandet med deres afføring. Intet tag over hovedet, og ingen mad i sigte. Det er forfærdeligt, at folk lever under sådanne forhold, og ingens øjne var tørre efter den oplevelse. Især ikke når disse børn er så fantastisk sprudlende, og fyldt med livsglæde.

Virkelig lært, at ægte lykke kommer dybt inde fra dig selv. I det perspektiv er penge eller status ligegyldigt. At føle lykke er en holdning, som du selv vælger. I vores liv herhjemme skaber vi problemer, vi gør os selv til ofre. Disse drenge har haft - og har - et hårdt liv. Intet hjem, ingen voksen, der bekymrer sig eller spørger, hvordan det er. Skænderi, voldtægter og sult. Alle bærer på historier, der gør ondt i hjertet, og som jeg ikke kan forstå, er mulige at overleve fra. På trods af dette er disse drenge nogle af de lykkeligste, jeg nogensinde har mødt. De vælger at være taknemmelige for det, de har, i stedet for at længes efter det uden for rækkevidde. Disse gadebørn vil for altid være mine forbilleder.

Victoria Falls, ride på heste og se giraffer, elefanter... Nå, jeg kan ikke beskrive det med ord. Så må jeg give alverdens kudos til dig og dit fantastiske team. Så godt planlagt, så professionelt. Rejste bagud med frivillige ture og den tid i forhold til dig.. Du er milevidt foran, de har ingenting i forhold til dig. Jeg kan ikke opsummere mine uger, men jeg vil i det mindste prøve at udtrykke min taknemmelighed. Har du brug for billeder, videoer eller at jeg fortæller om min rejse, så tøv ikke med at tage kontakt – for jeg har kun godt at sige. Til sidst vil jeg bede dig om hjælp til at begynde at planlægge min næste rejse, jeg vil gerne til Sydafrika i den nærmeste fremtid og kombinere hvidhaj-projektet med Pretoria Lion Park.

Tak igen, ikke kun mit år, men også mit liv er blevet forgyldt noget ubeskriveligt.

- Emma