Susanne & Michael arbejdede med løver i Zimbabwe

Følgende rejse rapport er skrevet af en GoXplore deltager fra et andet land og er automatisk oversat. Teksten kan derfor lyde lidt anderledes end normalt.

Min mand og jeg (henholdsvis 69 og 52 år) sad sammen og lavede nogle rejseplaner for det kommende år 2014. Alle de sædvanlige destinationer dukkede op i mit hoved, selv de lidt mere "usædvanlige" som Gran Canyon, Australien.. .usædvanligt i den forstand, at det ikke er noget, man går til hvert år. Men så dukkede en tanke op i mit hoved. I årevis har jeg forsøgt at få mine børn til at tage på frivillig tur. Et sted hvor du får udvidet syn, perspektiver på tilværelsen og hvor du måske endda kan tjene penge. På et tidspunkt sagde mit ene barn "mor hvis du synes det ser så godt ud, hvorfor går du så ikke selv". Så nu fik jeg en chance for at drage fordel af alle disse frivillige rejser , der tilbydes online. Et væld af forskellige indtagende projekter. Og hvordan skal man vælge?

Til at begynde med ser man kun rigtig mange unge på billederne i blogs og på rejsebureauernes hjemmesider. Det kan være så nedslående, men så faldt en sætning, som jeg hørte på et kursus engang op for mig: "at have nogle ældre mennesker i en gruppe med unge mennesker kan være meget godt og stabiliserende"! Fantastisk tænkte jeg og følte mig opmuntret og landede endelig med næsen på Goxplores hjemmeside. Her fandt jeg flere projekter, der tiltalte mig. Min mand, som altid har været fascineret af løver, vidste, hvad han ville, og Goxplore-personalet havde meget gode referencer at give, så vi besluttede at deltage i løveprojektet hos Lion Breeding i Mkobe, Zimbabwe. Vi bookede 2 uger, selvom vi fik anbefalet 3, fordi min mand var midt i kemoterapibehandlinger, føltes det som en overskuelig periode at kunne gå.

Turen dertil gik over al forventning behageligt og vi blev hentet i lufthavnen - os, 3 lande og 7 andre personer. Det hold blev nære venner under hele rejsen.

Det, vi troede ville tage 1½ time til AP, tog tre timer. Vi rejste i et transportvrag, der hoppede og hoppede rundt om os, som om det havde sit eget liv. Vejene i Zimbabwe er ikke som vores veje, kan man sige. Men vi ankom. Løveavl er en fantastisk boble i Zimbabwe. En oase hvor fokus er på løverne, et projekt der skal øge løvebestanden i Afrika i stedet for at de bliver truet. Hvad er Afrika uden sine løver? Som frivillig kommer du bag kulisserne, du er ikke længere en turist, der kigger ind, du er en skuespiller, en af gruppen, der får det hele til at gå rundt. Jeg havde håbet om, at det ville blive en god tur, men jeg kunne ikke have forestillet mig, at det ville blive så fantastisk. Vi var omkring 30 frivillige alt i alt, de fleste var der for løverne, men der var også frivillige, der arbejdede med klinikken (Medicin) og med Fællesskabet (børnehjemmet og Drop in center, de hjemløse børn). Det første arbejdsskift startede klokken 6.30 om morgenen, før morgenmaden, og det sidste var sidst på eftermiddagen. De samledes altid kl. 18.30 for at diskutere dagen og for at se, hvad næste dag ville betyde for arbejdsskift. Altid lige så sjov og oplevelsesrig takket være deres dedikerede frivillige leder "Dan".

Så i løbet af disse 2 uger har Michael og jeg gået med løveungerne (ca. 12 måneder) i bushen, så de kan være ude og lære at jage, lavet legetøj til dem til stimulering, skåret køer op og fodret løverne, vandet løverne midt i et tordenvejr, været involveret i at sove, måle, tage temperaturen og flytte voksne løver, været på løveforskning (du dokumenterer, hvad løverne, der lever ude i naturen og gør og opfører sig) og dag møder ( når løverne jager), rensede løveindhegningen for indvolde og madrester, tog elefanterne ud og rensede deres indhegning, bragte dem hjem igen (vidunderligt i den zimbabwiske solnedgang) red på elefant, red på hest i reservatet og kom så tæt på til de vilde giraffer, for eksempel, som jeg kunne have kælet for dem (den tur er blandt de mest fantastiske ting, jeg nogensinde har lavet). Jeg gik i seng den aften stadig med et stort smil på læben. Med andre ord: du arbejder hårdt, men du gør det med glæde, fordi du kommer til at opleve så meget, og du bliver belønnet gennem de fantastiske møder, du får for at være en del af og gennem løvevandringerne og -ridningerne og alle de andre fantastiske ting, som turister betale dyre penge for.

Du kan også melde interesse for at gå på børnehjemmet og Drop in center, hvilket vi gjorde. Vi vidste ikke, hvad vi skulle se, men blev mødt med store smil på det små børnehjem. Skønne børn, der ville kramme og lege (og bruge vores kameraer!). Børn der ingen forældre har tilbage, forventet levetid i Zimbabwe er 39 år og gennemsnitsalderen her er 19 år...ja du læste rigtigt. Det store problem er AIDS. Og at Zimbabwe er et diktatur under Mugabes ledelse. Det næste børnehjem husede de større børn op til 18/19-års alderen, så længe skolegangen er. Den yngste, Tatenda er omkring 9 år gammel, man ved ikke med sikkerhed hvor gammel han er. Børnehjemmet har 16 senge, men her bor op til 26 børn. Lige nu forsøger de med hjælp fra forskellige almennyttige organisationer og private samlinger at bygge et nyt børnehjem, der kan tage imod langt flere børn, og som bliver selvforsynende.

Værestedet tager imod børn op til 18 år, der er hjemløse. Her får de et mål om varm mad – når der er penge til at købe mad – og de får voksenkontakt og lidt motivation. Ingen stoffer er tilladt, og man har en kristen holdning.

Jeg blev dybt rørt over mine besøg der, over den livsgnist, der stadig eksisterer hos børn og unge og af dem, der arbejder der. Min egen tilgang til livet fik en ny dimension og et nyt indhold.

Ja, det er svært at opsummere alle indtryk af denne rejse, men jeg planlægger allerede at kunne vende tilbage til dette ydmyge land med dets fantastiske mennesker trods diktatorisk styre, i håb om at gøre en lille forskel for nogle mennesker. Jeg kan varmt anbefale selve frivilligstedet, Løveavl. Flinke mennesker, fantastisk mad - det samme som gæsterne får, helt ok overnatning som man kan opgradere hvis man vil hvis der er plads, hyggelige aftener sammen med de andre frivillige, dejligt samhørighed og skønt at suge afrikansk tid til sig, det gør det ikke ske nu (nu nu= om en time eller to), det sker nu (nu=i morgen eller senere på ugen)... hvor er det fredeligt!

Jeg er også nødt til at give et opråb til GoXplore-personalet, som har været så vidunderlige til at hjælpe med at gøre alle forberedelserne så meget nemmere med al information osv. Det betyder meget!

For at toppe det: Vi blev kørt tilbage til lufthavnen i den samme vogn, som vi blev hentet i, det transportskrammel, som vi troede ville briste i sømmene når som helst. Men nu føltes det som ren luksus, en bus med bløde sæder og 4 stramme vægge... wow sikke en luksusfølelse at køre i den efter alle de åbne jeeps og åbne lastbiler... tænk hvordan man kan tænke anderledes om tingene efter kun to uger...

Susanne Dieroff Hay

Michael Hay

Rejse beretning fra 2014 (Oversat)

Vil du prøve noget lignede?! Denne rejserapport er fra Lions, Rhinos & Elephants.